Forbundets officielle navn er Frivilligt Drenge- og Pige-Forbund, FDF, men i daglig tale hedder det aldrig andet end FDF. FDF er et landsdækkende frivilligt arbejde for børn og unge.
FDFere er ikke spejdere. FDFere og spejdere laver en del ens aktiviteter, men FDF er en ren dansk opfindelse og blev startet i 1902 af Holger Tornøe på Frederiksberg – fem år før spejder bevægelsen kom til Danmark.
Fællesskab, fantasi og færdigheder
I FDF lærer børn en masse gennem leg, fantasi og oplevelser i naturen. Vi mener, at børn skal mærke, der er noget, de er gode til, at de er noget værd i fællesskabet, og at deres færdigheder kan bruges. FDF tilbyder aktiviteter for børn fra 0. klasse til 18 år. Aktiviteterne varierer, så der er balance mellem tryghed, udfordringer og oplevelser.
I FDF elsker vi at opleve sammen; børn, unge og voksne. Vi kan lege, grine, opleve og udfordre sammen. I FDF laver vi huler, bygger kuglebaner, laver mad over bål og leger sammen. Det er de voksne der sætter rammerne for fællesskabet, og deres ansvar at alle har det sjovt.