Årets gang i FDF Glyngøre. 2020 og lidt af 2021– et par år der på mange måder slet ikke blev som vi havde planlagt og forventet. Vores ugentlige møder, traditionelle lejre og ture blev aflyst. I FDF Glyngøre valgte vi at holde FDF på andre måder end det ugentlige møde. Digitale løsninger blev afprøvet og lederne boblede af ideer, der blev puttet i poser og delt ud til alle medlemmer – tusind tak til alle børn, forældre og ledere for at bakke op om dette alternative FDF, så vi kunne være sammen hver-for-sig. Pia/Tove har fortalt hvordan det ser ud med medlemmer (pt. 79 alt i alt). Og ja, det går op lige i tiden – ikke fordi vi har reklameret en hel masse, men fordi børnene synes det er sjovt at komme her og fortæller deres kammerater om det. Og ikke mindst fordi I – forældrene bakker op om det – at børnene komme afsted, også den dag det regner. Lederne er rigtig glade for at være sammen med børnene, og prøver at tilpasse aktiviteterne til dem og til vejret. Vi er rigtig ofte udendørs, ikke kun pga. corona, og det er derfor vigtigt at børnene har påklædning der passer med vejret. Hvis i som forældre er i tvivl om noget er I meget velkomne til at tale med jeres barns leder. Efter mødet, eller inden, eller send en mail, eller ring. FDF Glyngøre har en traditionel klasse inddeling i puslinge (o. kl i foråret + sidste årgang i børnehaven), tumlinge (1-2. kl.), pilte (3-4. kl.), væbner (5.-7. kl.) og seniorer (over 15 år), da vi har erfaring for at for mange årgange samme ikke altid fungerer så godt. Dog vil vi ind i mellem holder møde for hele kredsen, eller nogle klasser slår sig sammen. Vi tilstræber at der er mindst to voksne ledere og en hjælper ved hver klasse, og der ser ud til at være muligt det kommende år også, trods hjælpere der skal på efterskole og ledere med aftenarbejde. Bare der ikke kommer sygdom eller arbejde andet sted i landet. I løbet af et FDF-år sker der mange forskellige ting, både i kredsen, i vores netværk (Thy+Mors), landsdel og på landsplan. I kredsen har vi nogle aktiviteter som vi prøver at holde fast i. Vi prøver så vidt muligt at sætte opslag på Facebook og hjemmeside, samtidig som i får enten en mail eller en seddel med hjem. Facebook. Vi prøver at formidle lidt om livets gang i kredsen løbende via Facebook, og hjemmesiden. Ved indmeldelse i FDF Glyngøre giver man som forældre tilladelse til at barnet må være med på billeder, hvis dette ikke ønskes, SKAL man kontakte barnets leder, og informere herom. Et kort rids over aktiviteter i løbet af et FDF-år. Vi holder en fælles opstart for hele kredsen mandag i uge 34. Juleweekend den sidste weekend før 1. søndag i advent, mønstring første søndag i januar, FDF-i-natten sidste fredag-lørdag i februar og sommerafslutning mandag i uge 24. Klasserne holder altså sommerferie fra ca. uge 26 til uge 35 alt efter sommerlejrens placering – PÅNÆR Berta. Vores gode skib Berta der normalt sejler hver fredag i hele sommer halvåret, fra ca. midt i maj til midt/sidst i september, står lige nu på værft på Fur, som Tove/Pia har fortalt om. Vi vil rigtig gerne se jer forældre i Hytten, men mens børnene holder møde vil vi helst ikke forstyrres. Hvis mødet er fra 18.30 til kl. 20, så er det fra kl. 18.30 til 20. Det er meget forstyrrende for lille Frits hvis mor står i døren fem minutter i. Eller hvis hun ringer for at fortælle at nu, er hun på p-pladsen.