Link til billeder

27.06.2009

28.06.2009

29.06.2009

30.06.2009

01.07.2009

02.07.2009

03.07.2009

04.07.2009

27.06.09 - Lørdag

Sommerlejr 2009 for alle FDF´ere i Vester Hassing er godt i gang.

Lørdag 27.06.09 kl. 13.30 forlod ca. 100 glade børn og voksne Vester Hassing. Efter de 2 busser ankom til "Øksedal" ved Nibe, startede opbygningen af lejren, telte skulle rejses før der kunne ske indkvartering ude og inde.

Lejrens tema er "Vikinger", så naturligvis har alle fået udskiftet hverdagsnavnene. Der høres således glade unger, der kalder hinanden bl.a. Aslak, Geiermund, Thyra, Grimhild eller Harald Blåtand, som naturligvis er "lejrchefen".

Vi har endnu ikke modtaget billeder fra lejren, men lidt billeder fra afgangen kan ses.

28.06.09 - Søndag

Kl. 15 melder lejren, at det går supergodt. Formiddagen er gået med at lave vikingekapper, og man er om eftermiddagen startet med at lave sværd og skjolde. På fredag skal alle gerne være klar til det store vikingeslag!

I den varme middagsperiode kl. 12 - 15, har der været gang i vandrutchebanen - en stor succes for alle de seje vikinger.

Lederne har travlt, ikke mindst med at sørge for at alle får nok at drikke, så der har ganske enkelt ikke været tid til at sammensætte billeder til hjemmesiden. Vi håber på at få en billedreportage i aften.

På enhver FDF-sommerlejr er der altid overraskelser. En af disse er i aften, hvilket naturligvis er en hemmelighed. Her kan det røbes, at lejren får besøg af en meget særlig viking fra Island. Yderligere detaljer må læseren vente med at få.

29.06.09 - Mandag

Mandag er den store hike-dag, og kl. 21 meldes, at det er gået rigtig godt for alle.

Puslinge og Tumlinge
var væk i mere end 5 timer og besøgte bl.a. vikingepladsen. De spiste i det fri og melder om en helt fantastisk stemning.

Pilte og 1. års væbnere
har gået 9 km og spiste frokost hos en bondemand, som viste sig at være kaninavler fra Skotland. Så de fik sig en sjov oplevelse, idet de måtte hilse på 130 kaniner. Det var en meget varm men også meget god tur.

Her til aften er de nået til Barmer, hvor de overnatter i det fri.

Seniorvæbnere og 2. års væbnere
har i dag sejlet i kanoer fra Halkær til Sebbersund og retur. De overnatter i Halkær, og går i morgen hjem til lejren.

Hvordan gik det så med vikingen fra Island?
Det var med stor fornøjelse, at lejren i går fik besøg af en islænderhest. Både store og små var på ridetur inden aftensmaden. Hesten måtte ekstraordinært på arbejde et par timer efter maden også.

Lejren melder om det første uheld. Med friske skjold og sværd, er de første vikingeslag slået. Det blev til en enkelt blodtud. Skaden er dog udbedret.

Mod forventning har vi endnu ikke fået billeder. Der gøres et nyt forsøg tirsdag - og skulle det ikke lykkes at få mobil bredbåndsopkobling, får vi hjembragt en cd tirsdag aften - så mon ikke der engang i morgen er lidt at se på.

30.06.09 - Tirsdag

I dag kom de resterende hjem fra hikes. I lejren har puslinge og 1. års tumlinge lavet modelskibe, som blev søsat på den lokale sø.

Ellers er dagen gået med afslapning og rutchebanekørsel.

Jeg besøgte i dag lejren. Det er pragtfulde faciliteter og omgivelser og nogle dejlige børn.

Og så er det endeligt lykkedes at få billeder. Vi har brudt princippet om at udvælge nogle få. Kameraerne er tømt og lagt på uredigeret. Så ingen kan klage, at der ikke er billeder nok!

Her kl. 24 er der ro i lejren, alle sover så de er friske, når bussen kommer kl. 9 og kører til Nibefestivalen.

01.07.09 - Onsdag

Onsdag er udflugtsdag, bussen kom kl. 9, og alle tog på Nibefestival. Der var varmt på festivalpladsen - meget varmt - så der blev drukket store mængder vand.

Frokost blev serveret af "Peter Kok" på Nibe Havn - her var mere behageligt.

Seniorvæbnerne tilbringer hele dagen og aftenen på Nibefestivalen.

Efter frokost blev resten hentet af bussen, som kl. 14 parkerede foran Danparcs Rønbjerg Feriecenter. Der var dømt BAD og ikke mindst SVØMMELAND - og kl. 14.30 var 78 FDF-vikinger i bassinet.

Efter vandudskejelserne var der udsigt til is og slik - men pludselig opstod en krisesituation. Det viste sig, at Danparcs kiosker i dag optalte til status, så der kunne ikke sælges is.

Heldigvis kunne buschauffør Orla redde situationen ved at køre til Løgstør, hvor Superbrugsen fik nedbragt sliklageret i den time, der var afsat.

Noget forsinket ankom alle til lejren, hvor Peter havde holdt maden varm. Dagens ret - kartoffelmos og kødsovs - blev indtaget med stor appetit.

Efter dagens mange oplevelser, er det nogle trætte børn, der i dag uden protester bliver sendt tidlig i seng. "De små" er her kl. 21 lige gået i seng, mens "de store" (pilte og væbnere) går i seng kl. 22. Seniorvæbnerne fortsætter på Nibefestivalen, hvor Gnags og Lars Lilholt band runder dagen af.

02.07.09 - Torsdag

Her over middag meldes, at varmen har sat sit præg på lejren. Der slappes af efter onsdagens tur, så den vildeste aktivitet i formiddag har været en omgang vandrundbold.

Der hygges rundt omkring, nogle leger, nogle synger og spiller guitar. Kort sagt er der lejrstemning overalt. Kl. 15 samles alle til lejrgudstjeneste.

Om aftenen besøger jeg igen lejren. Børnene hygger sig i den grad. "Kom, du skal med en tur ned til søen" kalder et par puslinge. Men inden lejrbålet kl. 20, skal jeg lige nå at klargøre dagens og gårsdagens billeder. Rygterne siger at lejrbålet i dag er med speciel underholdning. Jeg venter spændt.

Og det blev et super lejrbål. Børnene havde selv arrangeret talentshow, og de tilmeldte gik til den med stor entusiasme. De 3 dommere voterede, og 3 måtte til finalen. Cecilie og Line, Anton og Gitte måtte optræde igen. Efter ny votering blev Gitte vinder af talentshowet, hvilket blev markeret med glimmer, som var et tv-show værdigt. (et par billeder under 03.07)

De 3 finalister gav herefter autografer, hvilket var det helt store hit blandt børnene.

Lederne stod tilbage i afmagt - børnenes show var gået langt over tiden, og de sædvanlige afslutningsting var sat helt ud af spil.

03.07.09 - Fredag

De forskellige vikingeting, der var lavet i ugens løb skulle fredag luftes, dels til rollespil og dels til den store vikingekamp.

Sent om aftenen var der natløb. Med temaet "Ragnerok" havde 2. års væbnerne arrangeret natløb for puslinge/tumlinge.

"De store" var på løb, hvor de skulle finde poster. Det var lidt svært, for der var jætter på jagt efter vikingerne!

04.07.09 - Lørdag

Lejrens sidste dag var på forhånd udråbt til oprydning og madlavning til forældre og søskende, som var inviteret til kl. 12. Mere end 200 nød wokmad, også i dag i supervejr.

Der kan ses tilbage til en uge, hvor vejret i Danmark bød på 25-29 grader og sol, hele ugen.

Vi håber at det er en flok trætte men glade børn vi sender hjem.

God sommer til alle - på gensyn til en ny sæson i uge 34.

Vi retter en stor tak til ledere, tanter og hjælpere, som gjorde årets sommerlejr 2009 til en uforglemmelig oplevelse.

I 2010 afholdes sommerlejren på "FDF Friluftscenter Sletten", Limbjerggaard ved Silkeborg

Kørselsvejledning til Øksedal

Jeg er blevet spurgt, hvordan man finder Øksedal. Så her en kort angivelse:

Kør til Nibe, og fortsæt på hovedvejen mod Løgstør. Nogle kilometer efter dæmningen ved Hvalpsund passeres et skilt (på venstre hånd) til "St. Ajstrup Hvidevarebrugs". Efter yderligere et par kilometer står et lille skilt i venstre side af vejen med "Øksedal". Har du GPS, er adresse og koordinater her.