I et forandringssamfund er det nødvendigt, at FDFs værdigrundlag står tydeligt for alle. Både for vores egen skyld, så vi er enige om, hvad der er uopgiveligt for os, og på hvilket grundlag vi arbejder. Men også for at vi kan forklare andre, forældrene, pressen m.fl. hvem vi er, og hvad vi vil.

FDFs værdigrundlag har altid taget sit udgangspunkt i det kristne menneskesyn. Det betyder, at vi betragter verden som skabt af Gud, og at vi er hans medarbejdere. Det kræver respekt for skaberværket og for andre mennesker. Det siger nej til tidens stærke individualisme, hvor de svage bliver taberne. Men det fortæller også, at Gud er den magt, der aldrig lader livet gå under. Alt arbejde i FDF bygger derfor på følgende værdigrundlag:

  1. Det kristne menneskesyn
    Vi tror på, at mennesker har brug for et udgangspunkt for deres pejling i livet, og at kristendommen er det bedste udgangspunkt der sætter os i sammenhæng med andre mennesker og den verden, vi lever i.

    FDF skal derfor møde børn og unge med evangeliet om Jesus Kristus og samtidig pege på folkekirken som FDFs kirkelige tilhørssted.

  2. Leg og fantasi
    Vi tror på, at de egenskaber, som vi har brug for i legen, er vigtige egenskaber i et menneskeliv. Egenskaber som mod, selvtillid, kreativitet, ansvar, nysgerrighed, respekt, glæde og spontanitet.

    FDFs arbejdsformer skal have legen og fantasien som kendemærke.

  3. Høre til i et fællesskab
    Vi tror på, at et menneskes personlige identitet udvikles bedst i samspil med andre.
    I FDF har den enkelte stor værdi, og vi skal fremelske det bedste i alle børn i samspil på tværs af alder og evner.

    Børn, unge og voksne er en del af det samme fællesskab.

  4. Ansvar for den verden, vi lever i
    Fælles forpligtelse

    Vi tror på, at denne verden har brug for mennesker, der vil tage ansvar, socialt og økologisk. FDF skal i sit arbejdsstof og samværsform bygge på ansvarlighed.

  5. Udholdenhed og robusthed
    Vi tror på, at denne verden har brug for mennesker, der er i stand til at holde ud og følge opgaver helt til dørs, og at børn og unge har brug for robusthed i en hurtigt omskiftelig verden. Samtidig er det en vigtig egenskab at kunne tage livet, som det kommer.

    FDF skal udvikle børns og unges robusthed og udholdenhed gennem leg og ansvar, så de erfarer glæden ved at holde ud, og samtidig erfarer, at modgang kan overvindes.

  6. Visioner og drømme
    Vi tror på, at forudsætningen for at kunne have indflydelse på egen tilværelse og mulighed for forandring af denne verden er, at man er i stand til at drømme og få visioner.

    FDF skal give håb om, at verden lader sig forandre.

  7. Selvstændighed
    Vi tror på, at mennesket udvikler selvstændighed gennem medansvar og medindflydelse.

    I FDF skal børn og unge have mulighed for at tage stilling, føle medansvar, kunne tale ud, tale for sig og deltage i demokratiske processer.

  8. Brugbare færdigheder
    Vi tror på, at børns og unges identitet også skabes gennem en række brugbare færdigheder, som er til gavn for dem selv og andre.

    FDF skal via enkel levevis på lejre og ture samt gennem aktiviteter give børn brugbare færdigheder.

    Børn og unge skal mærke, at der er noget de er gode til, og at deres færdigheder kan bruges.