Endnu en gang troppede en flok friske FDFere op i sognehuset for at få fat i de gode kirkebladsruter, og flere af puslingene og tumlingene havde taget deres forældre med for at vise dem, hvordan man lige ordner den uddelingsopgave. Det er som altid rart at opleve opbakningen og at modtage hjælp fra forældrene til denne for kredsen så vigtige opgave, og vi er meget taknemmelige.

Også seniorvæbnerne kørte godt på, og da vi forlod sognehuset igen, var samtlige ruter væk. Enten er bladene allerede delt ud, eller også har nogle vist sig hjælpsomme og taget ruter med hjem, så de kan klare dem snarest, således at alle sognets borgere kan se, hvilke aktiviteter Bregninge Kirke tilbyder hen over julen og frem til april.