Endnu en gang var det blevet tid til at afvikle årsmøde, og som så meget andet det sidste gode års tid, måtte det afvikles på en alternativ måde. Vi valgte af henlægge mødet til Google Meet, og selv om der ikke var lagt op til det helt store sus, men blot en afvikling af de nødvendige dagsordenspunkter, var der alligevel en række medlemmer og forældre, der loggede ind for at deltage.

Efter de tilbageskuende punkter med formandens beretning og fremlæggelse af regnskabet, der for begges vedkommende bar noget præg af, at der ikke har været så megen aktivitet i løbet af året, nåede vi til det mest spændende punkt, nemlig valget til bestyrelsen. Alle medlemmer af den hidtidige bestyrelse stoppede nemlig af forskellige årsager, så der skulle nedsættes en helt ny, hvilket heldigvis lykkedes, idet hele seks kandidater stillede op på mødet. Deltagerne vedtog at lade årsmødet udpege seks medlemmer til bestyrelsen, så derfor foregik der ingen valghandling, og alle seks kandidater udgør derfor nu bestyrelsen. Du kan se her, hvem det drejer sig om.

Alle kredsens medlemmer sender en stor tak til de tidligere bestyrelsesmedlemmer for deres indsats, og vi takker også de nye bestyrelsesmedlemmer for deres vilje til at kaste sig over arbejdet i det kommende år, der forhåbentlig giver anledning til mere aktivitet end det seneste års tid.