Efter vi i 2019 for første gang afprøvede FDFs nye årsmødeformat som afløser for den tidligere generalforsamling, besluttede vi i 2020 at gentage succesen med de justeringer, vi i vores evaluering nåede frem til at skulle lave. Det betød blandt andet lidt mere struktur på børnenes inddragelse og også færre sange, så vi ikke skulle ende i tidsnød med at nå dagsordenspunkterne.

Der var et ganske fint fremmøde af både børn, forældre, bestyrelse og ledere, og alle bidrog til en hyggelig eftermiddag i sognehuset i Troense. Vi indledte mødet med at synge ”Musen Hannibal”, som børnene kender fra de almindelige FDF-møder, og heldigvis kunne forældrene også følge med i sangen. Så blev der ellers åbnet for at tage for sig af de boller og det pålæg, der var sat frem, og de fyldte munde gjorde, at ingen forstyrrede, da vores kredsleder Allan Moberg Andreasen tog hul på dagsordenen, eftersom han var valgt som dirigent.

Først skulle bestyrelsesformand Gitte Johansen fremlægge bestyrelsens arbejde i det forløbne år, men hun var desværre blevet syg, så derfor tog andre bestyrelsesmedlemmer over. Der var nu heller ikke så meget fortælle, for det meste af året er gået med at få skiftet kasserer i banken, og det har givet bøvl i en grad, så det faktisk først var kommet i orden to dage inden dette års årsmøde. Der er dog blevet arbejdet med at skaffe midler til at bygge et nyt kredshus, og selv om der kommer enkelte tilskud hist og her, går det alligevel lidt for langsomt efter vores smag.

Som led i tilbageblikket på årets gang, hørte vi også om nogle af de oplevelser, som børnene har haft, og det skete i form at små interviews. Det første handlede om sommerlejren i 2019, som lejrdeltagerne Storm og Magnus fortalte om, og der var stor spørgelyst hos forældrene, der vist gerne vil vide, hvordan det foregår, når deres børn er væk på længere ture med FDF. I det næste interview handlede det om at begynde til FDF, og her fortalte to af de FDFere, der er begyndt efter sommerferien i 2019, Ella og Thomas, hvordan de har oplevet det. Det er altid dejligt at høre børnene fortælle om oplevelserne, for det er jo trods alt for deres skyld, vi arrangerer de forskellige aktiviteter, og det er skønt for alle at høre, at de er glade for oplevelserne.

Efter at have set tilbage på det forgangne år, var der også tid til at se fremad mod de arrangementer, der allerede nu ligger i kalenderen for det kommende år. Her er der blandt andet en weekendtur for hele kredsen, hvor piltene skal på en lang hike, og så er der SPULT, sommerlejr, netværksweekend og meget andet, inden vi i sommeren 2021 selvfølgelig skal med på den store landslejr sammen med 12.000 andre FDFere.

Som sidste led i beretningen om det forgangne år, skulle vores kasserer Rikke Høybye fortælle om regnskabet, budgettet og den økonomiske situation, men eftersom hun blot to dage forinden havde fået adgang til kontoen på grund af det førnævnte besvær med banken, havde hun kun enkelte nøgletal med til årsmødet. Disse blev for børnenes skyld præsenteret i form af sammenligninger med, hvad man egentlig kan købe for de beløb – 89 ture i svømmehallen og 700 kg slik lød ikke så dårligt i de flestes ører.

Efter den megen snak, var flere af børnene og selv enkelte forældre og ledere begyndt at sidde lidt uroligt på stolene, så derfor skulle alle op at stå for at deltage i en fælles leg. For forældrenes skyld tog vi den ret nemme evolutionsleg, så alle kunne være med.

I ly af legen havde et par ledere sneget sig i køkkenet og fundet islagkager frem, så derfor var alt på plads til de sidste par punkter på dagsordenen, nemlig valg til bestyrelsen og revisor. Til bestyrelsesvalget begyndte vi med den glædelige nyhed, at menighedsrådet har udpeget Lene Skov Hansen som menighedsrepræsentant, men ellers var punktet på forhånd udset som et af de problematiske på dagen. Med de bestyrelsesmedlemmer, der ikke var på valg, og de, der genopstillede, var der nemlig kun tre medlemmer udpeget af årsmødet, og eftersom der ifølge FDFs vedtægter skal være mindst fire, var vi på forhånd noget spændte på, om det skulle lykkes. Heldigvis endte Malene Rasmussen med at melde sig, og for det modtog hun en stor tak fra hele årsmødet. Anja Mølbjerg, Louise Christensen, Flemming Nielsen genopstillede ikke til bestyrelsen, og kredsen er også taknemmelige for den indsats, de har ydet i kredsens bestyrelse. Bodil Kildegaard genopstillede og modtog genvalg. Se den nye bestyrelse.

Endnu et valg skulle klares, og det var valget til posten som revisor, og Flemming Nielsen valgte at udskifte sin plads i bestyrelsen med denne opgave. Der var ingen modkandidater, så derfor er alle de nødvendige poster i kredsen besat i henhold til vedtægterne.

Mødet nærmede sig sin afslutning, og under punktet eventuelt præsenterede FDFs Venner en skrivelse, der sendes til lokale erhvervsdrivende for at bede om deres hjælp i forbindelse med at skaffe midler til det nye kredshus. Derefter var det tid til at rose både ledere, forældre og børn for alt, hvad de gør, for at gøre FDF Tåsinge til et godt sted at være for alle. Lederne fik ros for deres engagement med de ugentlige møder, lejre og weekendture, og til gengæld fik forældrene ros for at bakke arrangementerne op. Endelig var der ros til børnene for at gå til alle aktiviteterne med nysgerrighed og gåpåmod, der giver lederne energi og lyst til at blive ved med at forberede sjove og udfordrende oplevelser, vi kan have i fællesskab. På spørgsmålet om, hvorvidt det er fedt at være FDFer, lød et rungende ”JA!” fra alle børnene, og dermed kunne vi afslutte dagsordenen i højt humør.

Som afslutning på mødet sang vi aftensangen ”Lejrbålet brænder stille”, og derefter var der almindeligt opbrud og oprydning, der foregik i vished om, at vi i FDF Tåsinge har haft et godt år, og at der er endnu flere gode oplevelser i vente i fremtiden.