Dette er de samværsregler som FDF Stenderup/Krogager har bestemt skal gælde for alle arrangementer i kredsen, og hvor deltagerne er 18 år eller under.
For kurser, større lejre og dagsarrangementer, der er arrangeret af landsforbundet, gælder landsforbundets samværsregler. Disse kan du læse
her.

Samværsreglerne er lavet for at forebygge mod ethvert overgreb på børn og unge. Herunder også seksuelle. Men reglerne er også lavet for at tage hensyn til den enkelte deltager og dennes personlige grænser, som kan variere meget fra deltager til deltager. Det gælder både ledere over for deltagere og deltagere over for deltagere.

Endelig er samværsreglerne lavet for at undgå, at der opstår uretmæssig mistanke mod en leder. Derfor skal ledere til kredsens arrangementer undgå at komme i situationer, som efterfølgende kan give anledning til dette. Det undgår de blandt andet ved at være rollemodeller for deltagerne og ved altid at kunne stå inde for deres opførsel og deres handlinger. Eksempelvis skal der altid være to ledere til stede i situationer, der kræver særlig fysisk kontakt mellem deltager og leder. Samtidig er alle ledere forpligtiget til at reagere, hvis de mener, at en anden leder går over stregen.

1. DRENGE OG PIGER SOVER HVER FOR SIG

I forbindelse med kredsens arrangementer sover drenge og piger hver for sig. Det vil sige i hvert deres soverum, telt eller bivuak. Det er i hvert fald udgangspunktet, som skal overholdes for at tage hensyn til den enkeltes blufærdighedsgrænser, som kan variere meget fra person til person.

På samme måde skal ledere og deltagere som udgangspunkt sove hver for sig.
Men der kan være omstændigheder, som umuliggør fuldstændig kønsopdelt samt deltager-/lederopdelt overnatning. Her er det lederens pligt at sikre, at overnatningen foregår under hensyntagen til alle.

2. DER ER ADSKILTE TOILET- OG BADEFORHOLD FOR DRENGE OG PIGER

I forhold til toilet- og badeforhold er der også nogle regler, som skal overholdes af hensyn til og i respekt for den enkeltes blufærdighed ved omklædning og badning. Derfor skal der være adskilte toiletforhold og badeforhold for drenge og piger til alle kredsens arrangementer.

Desuden bader ledere aldrig sammen med deltagere af modsatte køn, ligesom ledere kun må bade sammen med deltagere (af samme køn), hvis der er mere end én leder til stede. Ovenstående gælder også i forhold til omklædningsforholdene ved badning i sø, hav, pool eller lignende.

3. VI BRUGER ET ORDENTLIGT, SOBERT OG RESPEKTFULDT SPROG

Som menneske er vi individer med forskellige værdier og meninger, og dette skal respekteres på trods af uenigheder. Derfor skal der til alle af kredsens arrangementer bruges, både af ledere og deltagere, et ordentligt, sobert og respektfuldt sprog. Sagt på en anden måde betyder det, at omgangstonen hverken må virke stødende, nedsættende eller krænkende.

Alle skal være opmærksomme på, at ens bemærkninger ofte bliver modtaget anderledes, end de var tiltænkt. Det kan altså sagtens ske, at det, du siger, bliver opfattet stødende, nedsættende eller krænkende, selv om de ikke var tænkt sådan. Så overvej, hvordan dine bemærkninger bliver modtaget.

4. BALANCEN MELLEM DET MANDLIGE OG KVINDELIGE KØN

Til kredsens arrangementer efterstræbes det, at der både er mandlige og kvindelige ledere i alle grupper. Dette er blandt andet ønskeligt for at imødekomme situationer, hvor en deltager bliver bragt i forlegenhed, fordi vedkommende ikke kan gå til en leder af eget køn for at snakke fortroligt. Men det skal dog understreges, at mangel på det ene eller andet køn aldrig må komme til at stå i vejen for at et kursus eller en gruppe gennemføres.

Generelt er det vigtigt til kredsens arrangementer, at der tages hensyn til deltagerne af det køn, der ikke er repræsenteret i flokken. Det er vigtigt, at et køn ikke får lov til at 'styre' gruppen.

5. KÆRESTERI MELLEM EN LEDER OG EN DELTAGER ER IKKE TILLADT

En leder til en af kredsens arrangementer må ikke have et forhold til en deltager. Det gælder, uanset om vedkommende er over den seksuelle lavalder og uanset, hvor ligeværdige de to måtte virke.

I forhold til samleje er FDF-arrangementer i øvrigt underlagt straffelovens § 223, den såkaldte 'træner- og skolelærerparagraf', hvori det hedder:

Den, som har samleje med en person under 18 år, der er den skyldiges adoptivbarn, stedbarn eller plejebarn eller er betroet den pågældende til undervisning eller opdragelse, straffes med fængsel indtil 4 år.
Stk. 2; Med samme straf anses den, som under groft misbrug af en på alder og erfaring beroende overlegenhed forfører en person under 18 år til samleje.

Det betyder, at når man er leder til et FDF-arrangement og har fået deltagerne "betroet til undervisning”, er det derfor ulovligt at have samleje med en person under 18 år. Andre former for seksuel omgang er også ulovlige – det står i straffelovens § 225. Det har ingen betydning for lovligheden, at deltageren selv er villig eller måske selv opfordrer til seksuelt samvær.

6. ALLE LEDERE ER TJEKKET I DET CENTRALE KRIMINALREGISTER

Til kredsens arrangementer er det et krav, at alle ledere er blevet tjekket for pædofile domme i Det Centrale Kriminalregister. Ansvaret ligger hos kredslederen.

Er en leder blevet tjekket i anden FDF-forbindelse, kan kredslederen indhente oplysninger om ledere i forbundskontorets medlemsregister. Ellers er det kredslederens ansvar, at alle

ledere inden arrangement udfylder en blanket til de såkaldte børneattester, ligesom kredslederen skal sørge for at få svar fra kriminalregisteret og tage aktion, hvis en leder mod forventning skulle have en dom for pædofili.

7. KREDSENS ALKOHOLPOLITIK

Hverken ledere eller deltagere må medbringe eller indtage øl, vin, spiritus samt euforiserende stoffer til kredsens arrangementer, hvor børn under 18 år er deltagende. Dette gælder også på ud- og hjemrejsen.

1 - Lederne skal kommunikere/udvise en fornuftig tilgang til alkohol, da lederne er rollemodeller for børnene og de unge.

2 - Der må aldrig serveres/indtages øl, vin og spiritus for/af børn og unge under 18 år i forbindelse med FDF-møder og arrangementer, medmindre forældrenes tilladelse foreligger.

3 - Det er ikke tilladt for lederne at indtage øl, vin og spiritus, hvor de har ansvaret for børn og unge.

4 - Ledernes indtagelse af øl, vin og spiritus må på intet tidspunkt tilsidesætte det ansvar de har for børnene og de unge i FDF.

5 - Enhver form for euforiserende stoffer er ikke tilladt.

8. RYGEPOLITIK

Målet med rygepolitikken er, at ingen skal udsættes for passiv rygning mod deres vilje til kredsens arrangementer, og at ikke-ryger kulturen fremmes.
For at nå målet kræves det, at alle skal kunne bevæge sig frit på kredsens grund og lejrområder uden at blive generet af tobaksrøg. Det betyder følgende:

1. Der må ikke ryges indendørs i kredsens lokaler.
Denne regel er gældende uanset, hvad lokalerne anvendes til.

2. Rygning er alene tilladt i det fri.
Rygning i det fri skal foregå på en sådan måde, at andre ikke udsættes for tobaksrøgen.

3. I forbindelse med arrangementer i kredsen sælges der ikke tobak og cigaretter i boder med videre.

4. Det er et ledelsesansvar, at rygepolitikken overholdes.
Lederen af et kursus, arrangement, lejr m.m. har ansvaret for at de gældende regler overholdes. Lederen har derfor pligt til at skride ind overfor deltagere og ledere der ikke overholder ovenstående.

9 SOCIALE MEDIER

Generelt gælder vores samværsregler også på de sociale medier. Men som tillæg til disse er nedenstående vedtaget.

Kontakt må kun etableres af barnet selv. Ledere må ikke opsøge kredsens børn gennem sociale medier. Det er lederens eget valg at acceptere kontakten, men ved accept vedkender lederen sig at være FDF​-leder også uden for FDF​-aktiviteter. Det forventes derfor også gennem de sociale medier at leve op til FDFs værdigrundlag og samværsregler.

10 FOTOS

Vi vil gerne tage billeder af børnene til kredsens arrangementer, så vi har øjeblikke at vise forældrene, da de ikke selv er til stede. På grundlag af dette har vi udarbejdet regelsæt ift. fotos og offentliggørelse af dem.

1 - Ved indmeldelse i kredsen skal forældre erkende, om det er tilladt eller ej at tage billeder af deres børn og hvorvidt disse billeder må fremvises på internettet.

2 - I kredsen har vi bestemt, at vi ikke vil tage billeder af børn, unge eller ledere, når de er i badetøj, undertøj eller i andre tilfælde, hvor deltagerne er lettere påklædte.

3 - Vi lægger alle billeder op på kredsens hjemmeside, og derefter er det lederens ansvar at slette billederne, så billederne ikke ligger på private telefoner.

4 - Billederne af børnene og de unge må ikke lægges op på Facebook, idet Facebook får rettigheder over billederne. Dermed vil vi ikke kunne styre, hvem der har billederne og hvordan disse bruges. På vores egen hjemmeside vil vi selv have rettighederne over billederne.