Sæsonstart
FDF Sct. Jørgensbjerg inviterer hvert år ved sæsonstart 0. og 1. klasserne fra Sct. Jørgens Skoles SFO til en eftermiddag med FDF-aktiviteter i kredshuset. Det giver nye puslinge til kredsen og er samtidig en festlig sæsonstart for resten af kredsen. Samarbejdet kom i stand ved at kredslederen spurgte lederen af SFO’en om de havde lyst til at gå hen og besøge kredsen en eftermiddag i august, for så ville lederne gere lave nogle aktiviteter med børnene. Det sagde SFO-lederen ja til, og i tre år har det nu været en stor succes. Børnene fra 0. og 1. klasse i SFO’en får en seddel med hjem om arrangementet og FDF, og så kan forældrene vælge om de vil hente deres børn ved kredshuset eller når de er tilbage i SFO’en. I løbet af de to timer børnene er på besøg står den på bålpandekager, hoppepude, ansigtsmaling, snitteværksted, historiehjørne, klatrebaner og kredsens flødebollemaskine er i gang.