Om lidt tager vi alle fat på et hav af juletræstændinger og –koncerter. Julemapperne er efterhånden blevet støvet af rundt omkring og et brassbands travleste tid ligger forude. I Orkesterudvalget har vi også lidt ’julenyheder’ at dele med Jer.

Landsarkivet

Lisbeth Møbjerg og FDF Tønder har overtaget FDFs Landsarkiv. Tak til Martin Thorup for tiden som arkivar. Lisbeth er i gang med at lave en plan for, hvordan arkivet kan digitaliseres, så vi alle kan få nemmere adgang til det.

Koncertstævne

Vi har besluttet at udsætte koncertstævnet til 2020, så det ikke kommer til at kollidere med Landslejren i 2021. Det giver også rigtig god tid til planlægning. Tina fra Gladsaxe vil gerne være med i en gruppe, der planlægger og udvikler konceptet. Vi håber, der er mange af Jer andre, der har lyst til at være med i denne gruppe også. Kontakt meget gerne Anne Mette ved interesse eller spørgsmål vedrørende koncertstævnet.

Uddannelse

På vores møde i forbindelse med orkesterkurset, blev det ønsket, at udvalget havde et større fokus på uddannelse af instruktører, og derfor tilbyder vi nu uddannelse som ’rejsehold’. Kontakt angående dette skal ske til Anne Mette.

Forslag til uddannelse kunne være:

- Music mind games

- Instruktøruddannelse

- Den gode organisation - ??

Landsorkestret

… mødes igen i forbindelse med FDFs Landsmøde d. 16.-18.november, hvor de skal spille for en hel masse kredsledere og bestyrelsesrepræsentanter. Derudover planlægges der to nye samlinger i den første halvdel af det nye år.

Ved spørgsmål omkring Landsorkestret, kontaktes Jan.

De Danske Årsmøder i Sydslesvig

Vi mødes igen i Sydslesvig d. 24-26. maj 2019, og datoen for 2020 er faktisk også allerede fastlagt, nemlig d. 19.-21. juni. Marianne fra Kibæk er fortsat koordinator, og næste år vil Kurt Uhre være vores dirigent på søndertorvet.

Efterårskursus

Efterårskurset er netop gennemført med 135 deltagere i alle aldre. Tak for en god uge, til alle Jer, der deltog. Der er stillet forslag om nye grupper til næste år - hvad er interessen for to nye delkurser? Et for voksne begyndere og et andet for voksne, der kører hele ugen. Hvis I har nogle tanker eller ideer i den forbindelse, må I meget gerne kontakte Jan.

Ungdomsambassadører er et nyt tiltag, der er startet af de unge musikere på dette års grønne rige. De har lavet en gruppe, der vil tage rundt i par til de forskellige orkestre (i og uden for FDF) for at fortælle om Efterårskurset.

Kommunikation

Vi er undervejs med en hjemmeside i FDFs nye design – vi har nemlig fået Annita til at lave en til os. Den vil være aktiv meget snart, men den vil hovedsageligt være en statisk side, som henviser til de forskellige facebook-sider og –grupper vi har. Den vil desuden indeholde billedgalleri, diverse guides og nyttige links og have en liste over vores mange orkestre.

Vi ønsker jer en god jul med gudstjenester, koncerter og (forhåbentligt) masser af æbleskiver!