Støt op om kredsens økonomi

For at alle skal have mulighed for at være med i FDF Lind, er medlemskontingentet lavt. For at gøre det muligt, har vi brug for at tjene penge på alternative måder, og dette gør vi gennem en række pengeskabende aktiviteter.

I den forbindelse forventer vi, at alle forældre giver en hånd med.

Salg af lodsedler

Hvert efterår bruger vi en aften på at sælge FDF-lodsedler, og hér bliver både børn og forældre inviteret til at komme og give en hånd med.

Salg af juletræer

I FDF Lind sælger vi juletræer på Grunden i løbet af weekenderne i december, og det kan kun lade sig gøre med forældrenes hjælp.

Deltag i arrangementer

Der er en række arrangementer, hvor det er vigtigt, at forældrene kommer med.
Vi har f.eks. en aften i starten af hver sæson, hvor forældrene inviteres til at komme til et informationsmøde, hvor man vil få en masse vigtig information.
Én gang om året har vi også årsmødet, hvor både børn, unge og voksne får mulighed for at sætte sit præg på kredsen når der skal vælges en ny bestyrelse og snakkes om kredsen.

Hjælp til praktiske opgaver

Der findes flere praktiske opgaver, som forældrene kan hjælpe med at udføre, og det har samlet en stor betydning.

Bage kage og boller
Når vi er på diverse lejrture, ville det glæde os hvis forældrene vil hjælpe til med lidt lækkert til ganen.

Køkkenhjælp
Hver gang vi er på sommerlejr, søger vi tanter og onkler (forældre), som vil give en hånd med i køkkenet. Der skal nemlig laves mad til mange FDFere.

Du får som forælder en fælles oplevelse med dit barn, du bliver klogere på hvad FDF er og hvad vi laver, du lærer andre forældre at kende, og så er det også bare en kæmpe hjælp for lederne, som så kan bruge tiden på at lave aktiviteter for børnene.

Arbejdsdage
I løbet af sæsonen har vi arbejdsdage, som skal bruges til at vedligeholde det indvendige og udvendige både ved Kredshuset og på Grunden. Som forældre kan I være med til at sikre trykke rammer til jeres børn.

Kørsel
Når vi skal på lejr, har vi indimellem brug for forældrenes hjælp til at komme frem.

Bliv medlem af bestyrelsen

Som forældre kan du blive medlem af vore bestyrelse. Det er afgørende at der er en solid bestyrelse, som sætter de overordnede rammer, og sikrer kredsens økonomi - så kan lederne koncentrere sig om at lave aktiviteter for børnene.

Hvis du gerne vil være med i bestyrelsesarbejdet, skal du tage kontakt til vores formand for bestyrelsen.

Se mere om bestyrelsen her.

Bliv FDF-leder

Hvis du brænder for at være en del af et fællesskab, elsker at give børn og unge fantastiske oplevelser og et solidt ståsted, så kan det være du skulle blive leder i FDF Lind.

Du behøver ikke være vokset op i FDF for at blive leder. Vi vil også meget gerne have, at du som forældre overvejer, om det kunne være noget for dig.

Som leder får du selv mange gode oplevelser, et tæt fællesskab, praktiske ledelseserfaringer og mulighed for en lederuddannelse, der favner bredt. Det viser sig i praksis både at pynte på ethvert CV og give erfaringer, der kan udnyttes i mange jobs i erhvervslivet.

Kontakt kredsledelsen hvis du gerne vil vide mere.