Kære alle i Landsdel 4,

Julen sig nærmer, og det er nu 6. gang, at den landsdelsledelse jeg har siddet i, sender en julehilsen. Nedenfor slår jeg ned på afgørende øjeblikke i det sidste FDF år. Hvis du derimod har lyst til at læse den samlede skriftlige status på landsdelens arbejde, så kan I finde den her.

Varme sommerminder

Og hvilken julehilsen. For det har været et begivenhedsrigt år både i Landsdel 4 og i FDF på nationalt plan. Sommeren bød på en række flotte lejre – stablet på benene af ildsjæle fra hele landsdelen. Her tænker jeg naturligvis på Putupia Sommerlejren på Bogensholm, Djursholm og ikke mindst udlandsturen til Norge. Sidstnævnte slog alle rekorder med over 500 deltagere.

Men som alle, der var med på de to lejre, kan bevidne, tog FDFere store som små hjem med en oplevelse for livet. Både i forhold til natur, sammenhold og det store sus, som vi alle mærker, når vi er mange i blå skjorter sammen. Så tak til udvalgene for den store indsats.

Landsmøde med store overskrifter

At vi har landsmøde er ingen nyhed i sig selv. Men det landsmøde, vi netop har afsluttet, vil nok gå over i historien. Sjældent har der været så mange grundlæggende elementer af FDFs DNA på spil – både pædagogik, skjold, mærker, ambition og sammensætning af kredsbestyrelser. Debatten bølgede men på vanlig demokratisk vis blev den nye kurs for FDF udstukket. Jeg håber, at alle vil tage imod de nye vedtagelser, så vi sammen kan stå endnu stærkere for fremtiden.

Et nyt kapitel står for døren

For mit vedkommende er dette den sidste julehilsen. Det er det, fordi jeg – sammen med Jonas Maribom, Gitte Taasti og Signe Trier Simonsen – stopper i Landsdel 4s landsdelsledelse til næste landsdelsmøde den 23. februar. Niels Minamizawa Mathiesen har dog valgt at stille sig selv til rådighed for Landsdel 4 endnu en periode – og vil derfor kunne tage godt imod nye medlemmer.

Derfor vil jeg endnu engang opfordre til, at vi hjælper hinanden med at finde kandidater, der ønsker at opstille til Landsdelsledelsen. Jeg glæder mig til at se rigtig mange senior, ledere og kredsledere på Silkeborg Højskole den 23. februar 2019.

Tak for nu og tak for i år

Som afgående formand vil jeg også benytte muligheden til at sige tusind tak for samarbejdet til jer alle i Landsdelen. Det har for mig været seks spændende år, og jeg har nydt at være en del af Landsdelsledelsen.

Tusind tak til jer alle, for det arbejde I både ligger lokalt i kredsene, men også i Landsdelen, til glæde og gavn for mange.

Jeg vil på vegne af Landsdelsledelsen i Landsdel 4, ønske jer alle en rigtig god jul og et godt nytår.

De bedste hilsner

Landsdelsledelsen i Landsdel 4