FDFerne fra Bagsværd blev udfordret i både samarbejde, kreativitet og udholdenhed, da de dystede i finalen i FDFs store Væbnermesterskab, VM i Leg. Undervejs skulle de for eksempel kravle højt til vejrs på himmelstigen, holde fødderne tørre i balancekajakken og afprøve deres evner som målscorere på den vertikale boldbane, fortæller FDF i en pressemeddelelse.

Sammenlagt var der 1100 deltagere, fordelt i små patruljer og spredt ud i fem forskellige finalebyer, der deltog i “VM”, der var kulminationen på fire måneders intens konkurrence over nettet, hvor børnene hele foråret har løst opgaver i deres lokale FDF-kreds og på den måde indtjent point, tilføjer man.

I finalen, der blev afholdt 14.-16. maj, skulle børnene over tre dage dyste på 30 poster, knuse koder, opklare mysterier og forcere forhindringer, der krævede en hel del samarbejde – til lands, til vands og i luften.

Og børnene i patruljerne fra FDF Bagsværd-Stengård var glade for at være med, fortæller væbneren Amalie, som i år deltog for første gang:

– Det er sjovt at lave opgaver, og man lærer en masse nye ting som for eksempel at tænde bål på nye måder, man ikke har prøvet før.

Kandepagerne fra K 19 – Vanløse vandt det samlede væbnermesterskab, mens Bagsværd-Stengård-spejderne fik placeringer i top-25 i specialist-kategorierne Tons og Tempo og Væbner.

Artiklen i Gladsaxebladet

Find artiklen her!